Refugie i Det Gamle Elværk

Den selvejende institution Den Gyldne Gås udlejer Hans Krog og Annelise Lindhards tidligere hjem i Det Gamle Elværk som kunstnerbolig til personer, der for en kortere eller længere periode har brug for fordybelse i forbindelse med deres virke som arkitekt, kunstner, forfatter, skuespiller, forsker eller lignende.  Intentionen bag Det gamle elværk er at åbne den helt særlige bolig, med tilhørende værksted og kunst- og bogsamling, for offentligheden og dermed realisere et stort ønske hos Hans Krog og Annelise Lindhard.
Håbet er, at et ophold i huset vil give en unik oplevelse og arbejdsramme for både danske og udenlandske kunstner i bred forstand — og samtidigt bidrage med kunst- og kulturoplevelser i lokalområdet.

Betingelser for leje af Det Gamle Elværk:
For at komme i betragtning til et ophold i Det gamle Elværk, skal der indsendes en motiveret ansøgning med beskrivelse af ansøgers virke og evt. kort om det konkrete projekt, der tænkes arbejdet på under opholdet. 
Udlejes fra marts til oktober. (December til februar benyttes huset til foredrag mv)

Huset kan lejes for minimum en uge ad gangen. Ved længere ophold over en måneds varighed kan der aftales særlige vilkår.
Lejen udgør 1500,-  kr. pr. uge (eksklusive el) Hertil kommer 500,- kr. for et sluteftersyn/rengøring.
Der betales et depositum på 1000 kr. - som refunderes ved afrejse, når strømforbrug er opgjort og afregnet.
Huset er fuldt møbleret og udstyret med soveplads til 1 person - med mulighed for opredning til en ekstra i særskilt rum. Huset er ikke egnet til yngre børn.
Huset indeholder stor stue og to værelser - desuden et fint, men spartansk udstyret køkken, badeværelse, stort uopvarmet værksted/atelier, skøn lukket gårdhave, samt to cykler, og vaskemaskine. 
Opvarmning sker med varmepumpe og brændeovn. Der er brænde til rådighed.
Huset er røgfrit.
Af hensyn til allergikere og husets inventar, er det ikke tilladt at medbringe kæledyr.

Adresse:
Det Gamle Elværk
Byvejen 74, Gummerup
5620 Glamsbjerg

Et lille stykke have
Moderne haver er naturlige, og de må gerne være vilde. Sådan tænker vi her i 2023. Men for Hans Krog og hans kone Annelise Lindhard var de tanker omdrejningspunktet for livet. Mens Hans Krog udforskede naturen i sine malerier og Annelise Lindhard skrev bøger om naturen og om biodiversitet. Sammen kæmpede de for naturbeskyttelse. De var forud for deres tid med deres tanker om naturen.
Anlagt og vild på samme tid. I foråret fuld af bl.a. gule anemoner, kvæder i blomst, judaspenge, æbleblomster og bregner - om sommeren roser, lavendel, hortensia og små vilde blomster.

En lille gave
I sommeren 1963 gik Annelise Lindhard i haven og registrerede alle havens planter, også de vilde. Det ved vi, fordi hun noterede det hele på kartotekskort - på dansk og latin - og gemte oplysningerne for eftertiden i en fin pakke af brunt papir. Tak for gaven og din omhu, Annelise Lindhard. Vi vil sætte en ære i at gøre forsøget med at videreføre den naturlige have, så godt vi kan.

 

Huset

Værksted i Det Gamle Elværk

I en bygning for sig selv i haven, er der indrettet et atelier/værksted som kan benyttes af lejer. Rummet er uopvarmet.

Det lyserøde værelse

AnneLise Lindhards værelse er feminint og fortæller historien om et belæst menneske med en ​familiemæssig baggrund der adskiller sig fra landsbyens liv. Det er her man som gæst sover.

Hans Krogs værelse

I Hans Krogs arbejdsværelse ​er der bl.a. lagt vægt på at vise den bredde hans malerier og skitser havde. Her er det muligt at tilbyde en ekstra opredning.

Badeværelse

Huset lille badeværelse står originalt som det blev skabt ved omdannelsen af elværket omkring 1960.

Køkken

I det lille enkle køkken findes komfur med ovn, køleskab, kaffemaskine og el-kedel. Desuden service til almindelig madlavning. I lokalområdet findes der mulighed for fællesspisninger og andre lækre spisetilbud.